For plejeforældre:
Når plejebarnet bliver teenager
Hvorfor bliver det pludseligt sværere, til tider rigtigt svært i plejefamilierne, når børnene kommer i puberteten og bliver teenagere?
Man kan blive fanget ind i en magtesløshed og usikkerhed, når man arbejder med unge med tilknytnings- og relationsforstyrrelser. På et splitsekund kan situationen eksplodere og komme ud af kontrol, og man kan stå der med sin gode vilje, alle sine gode hensigter - og håret i postkassen.
Man skal forvente det uventede, og hvordan holder man hovedet koldt og hjertet varmt, og da især, hvordan "komme op på hesten igen?"
Kursus kan handle om: "Måden vi er sammen", og "Sagen vi er sammen om."
Det kan handle om: Identitetsdannelse. Forvirringen omkring de store eksistentielle spørgsmål som: "Hvem er jeg?, Hvad er et godt liv for mig?, Hvad vil jeg egentlig, og er det realistisk?"
Udgangspunktet i en hjælpefunktion:
"At forstå det den anden forstår, er afgørende, før man kan begynde at hjælpe..." sagde Søren Kierkegaard, frit refereret.
Så: Hvad er det jeg selv kommer med, når jeg bliver plejeforælder, og hvad er det barnet står med i mødet/krisen vi skal ind i?
Det store overblik i et anbringelsesforløb: At plejefamilien oprindelig skulle modtage et barn, der var i en tabssituation/i en sorgproces i en eller anden grad (alt efter tilknytningsstil), da det blev fjernet fra sin biologiske familie.
Hvad er plejefamiliens egne erfaringer med tilknytning og tab, egne erfaringer med puberteten, egne reaktioner på disse med de styrker og svagheder de forskellige copingstrategier måtte give?
Det er baggrunden, når plejebarnet går ind i en ny livskrise, den løsrivelsesproces biologien sætter i gang uanset hvilket fundament, vi har at stå på, når puberteten melder sig.
Hvordan hjælper vi barnet/den unge igennem endnu et tab, (af barndom under den voksnes vinger?) med den utrygge tilknytning, som den unge mest sandsynlig har med sig?
Dagene forløber i en vekselvirkning mellem drøftelse i plenum, fællesundervisning og gruppearbejde.