Psykolog Helle Leere

Velkommen til min hjemmeside

Jeg hedder Helle Leere, er autoriseret psykolog og har haft fuldtids-privatpraksis siden 2007, men jeg har arbejdet professionelt med mennesker siden 1987.  Jeg har min praksis på landet, og har mulighed for at inddrage naturen i terapien. At gro i ro. Jeg har nu kort ventetid, da jeg har opsagt mit ydernummer ved Sygesikringen efter 13 år. Jeg har set og hørt ganske meget og er efterhånden "godt slidt til".

Jeg er efteruddannet i Systemisk familieterapi og Klinisk hypnose, herunder Ego State terapi målrettet traumebehandlingJeg har taget flere årskurser omkring Neuroaffektiv udviklingspsykologi ved psykolog Susan Hart for at kunne arbejde med Theraplay, desuden synes dette "landkort" givtigt at pejle ud fra i terapien. Jeg har taget en efteruddannelse i legeterapi/Sandplay som supplement i forhold til udviklingstraumer hos psykolog Jytte Mielcke. 

Jeg har samlet mig en bred erfaring med psykologiske opgaver omhandlende såvel voksne, forældre, som børn og unge.

Jeg har i en årrække arbejdet på et Familiecenter med terapeutiske samtaler, ved Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning, samt Taleinstituttet med undersøgelser, vurderinger, råd og vejledning til såvel forældre som det pædagogiske personale. Jeg har lavet undervisningsforløb i grupper for forældre til børn, der stammer.

Jeg har undervist mange dagplejere og pædagoger i udviklingspsykologi med fokus på småbørnene, men også de omsorgsgivende voksne på opholdssteder. Afholdt kurser løbende over flere år for omsorgsgivere omkring følelsesmæssig udvikling, social kompetence, ressourcesyn, konflikthåndtering, forældresamarbejde, de 9 intelligenser m.v.

Jeg har over årene samlet specialviden om væsentlige problematikker i mit arbejde med anbragte børn og unge i plejefamilier og på opholdsteder, børn, der har mange risikofaktorer med sig. Jeg har stor erfaring med børn, unge men også voksne med udviklingstraumer, herunder dissociation, tidlige følelsesmæssige skader, og/eller en ADHD-problematik. Jeg superviserer og underviser plejeforældre og kan lave terapeutisk arbejde med børnene/have terapeutiske samtaler med de unge. 

Jeg har nu deltaget i en række kurser omkring Eksistentiel terapi og ældreområdet. Jeg fascineres af de almenmenneskelige, eksistentielle spørgsmål. Det, at der er krise og mørke i livet, - og hvordan tåle og leve med det? Tristesse og ensomhed synes tabubelagt, men kan det ties ihjel? Kan det lade sig gøre at acceptere det svære som en livspræmis? Hos mig handler det om at hjælpe det enkelte menneske ud af en fastlåsthed, mere end at behandle en tilstand. Hvis man bare kunne fjerne det svære, måske amputere den side af livet, - tja, så ville det vel faktiske ikke være et menneskeliv længere?