Jeg hedder Helle Leere, er autoriseret psykolog og har haft fuldtids-privatpraksis siden 2007, men jeg har arbejdet professionelt med mennesker siden 1987. Jeg har min praksis på landet, og har mulighed for at inddrage naturen i terapien, hvis det synes hensigtsmæssigt. Det handler om at gro i ro.
Jeg har nu kort ventetid, da jeg har opsagt mit ydernummer ved Sygesikringen efter 13 år. Jeg har arbejdet meget med belastningsreaktion, stress, angst, depression og livstruende sygdom.
Jeg vægter kvalitet frem for kvantitet, jeg vil derfor helst blot have 3 sessioner dagligt. Forskning har vist kvaliteten daler efter den 4 samtale. Jeg sætter god tid af, så hver samtale kan afsluttes mest hensigtsmæssig, derfor er en session hos mig af en times varighed og ofte lidt mere.
Jeg er efteruddannet i Systemisk familieterapi og Klinisk hypnose, herunder Ego State terapi målrettet traumebehandling. Jeg har taget flere årskurser omkring Neuroaffektiv Udviklingspsykologi ved psykolog Susan Hart for at kunne arbejde med Theraplay, desuden synes dette "landkort" givtigt at pejle ud fra i terapien. Jeg har taget en længerevarende efteruddannelse i legeterapi/Sandplay hos psykolog Jytte Mielcke.
Jeg har stor erfaring med udviklingstraumer, herunder dissociation, tidlige følelsesmæssige skader, og/eller en ADHD-problematik. Jeg har samlet mig en bred erfaring med psykologiske opgaver omhandlende såvel voksne, forældre, som børn og unge.
Jeg har over årene oparbejdet en specialviden om væsentlige problematikker omkring anbragte børn, unge og deres plejefamilier/opholdsted. Det drejer sig om børn, der har mange risikofaktorer med sig. Jeg superviserer og underviser plejeforældre og arbejder terapeutisk med de anbragte børn/unge.
Jeg har med glæde fulgt en række kurser omkring Eksistentiel terapi og ældreområdet. Jeg fascineres af de almenmenneskelige, eksistentielle spørgsmål. Det, at der er krise og mørke i livet, - og hvordan tåle og leve med det? Tristesse og ensomhed synes tabubelagt, men kan det ties ihjel? Kan det lade sig gøre at acceptere det svære som en livspræmis? Hos mig handler det om at hjælpe det enkelte menneske ud af en fastlåsthed, mere end at behandle en tilstand. Hvis man bare kunne fjerne det svære, måske amputere den side af livet, - tja, så ville det vel faktiske ikke være et menneskeliv længere?